Hvordan partnerorganisationerne fortsat bruger AR

Forankring

Skolerne i ARducation har identificeret de teknologier og modificeret den didaktik der lokalt giver mening og kan praktiseres ift. deres fag og rammer.
I alt 101 undervisere har deltaget i ARducation. Deltagerne har været it-undervisere, faglærere og almenlærere fra ungdomsuddannelserne, såvel som ca. 30 grundskolelærere. Lokalt er grundskolelærere indgået aktivt i forløb i uddannelseskæden, eksempelvis på Skills i Assens Kommune og i ”Iværksætteri i 10. kl.” i Svendborg.

Alt i alt har man i hver by oparbejdet en vis kapacitet til videre lokal udbredelse i eget lærerkollegium og på tværs af uddannelserne. På alle partnerskoler findes nu teknologiske og didaktiske superbrugere eller små teams der videregiver deres ekspertise til kolleger og eksterne interesserede.
Skolerne har udviklet inden for bekendtgørelsernes muligheder og begrænsninger, i rammerne for skoledrift og skolens naturlige berøringsflader, heriblandt praktikvirksomheder, folkeskoler, aftagende virksomheder, videregående uddannelser, etc. Dermed kan undervisning med AR videreføres i skolernes ordinære drift.

Samtidig har arbejdet med ROBOdidaktik modellen befordret forankringen. Underviserne har efter eget udsagn fået et fælles sprog og en fælles forståelse via modellen, på tværs af fag og uddannelsesretninger/-niveauer. Således indgår ROBOdidaktik i intern kvalitetssikring og videreudvikling af undervisningsforløb med nye teknologier.

Den videre tekniske vedligeholdelse og drift af ROBOdidaktik app´en er afklaret og ligger forankret hos DBG Vestfyn, med finansiel støtte fra partnerskolerne. Flere eksterne aktører har vist interesse i at overtage app´en, og dialoger er igangværende. ROBOdidaktik modellen hænger også som indrammede storplakater på skolerne og giver anledning til dialoger iblandt underviserne. Projektets website med undervisningsforløbene m.m. vil fortsat blive hostet og vedligeholdt på Svendborg Erhvervsskole og -Gymnasier, med bidrag fra alle projektpartnere.

Videreførelse af undervisningsforløb med AR: Udvalgte eksempler

En videreførelse på alle 3 projektskoler og på SDU er planlagt. Udvalgte eksempler for den nære fremtid:

  • HHX Svendborg arbejdes der videre med projektet på flere niveauer. For det første er der et AR-element integreret i Studieområdet (SO6-Studietur) for alle elever i 2.g. Derudover er der undervisning i AR for alle 1.g elever på HHX, og der er igen et iværksætter-brobygningsforløb med Haahrs skoles 10.klasser med en integreret intensiv brug af AR. Slutteligt vil AR fortsat indgå i skolens markedsføring og i skolens brochurematerialer. Samlet set vil mere end 400 gymnasieelever årligt erfare AR i et eller flere undervisningsforløb.
  • HTX Svendborg skal den nye AR-brobygningsapp implementeres med 8. klasser i oktober/november 2022.
  • I MakerLab Tech i Svendborg indgår AR nu i porteføljen med XR-teknologier i EUD. Kompetenceudvikling af lærerne og efterfølgende afprøvning i undervisningen er igangværende.
  • DBG Vestfyn arbejdes videre med augmentering af analysemodeller (i Cospaces, i faget Informatik på HHX). Udover SWOT-modellen, er nu også Joharis Vindue tilgængelig via MergeCube, og flere modeller er på tegnebrættet.
  • Anvendelse i EUD (GF1 og GF2) er ligeledes igangværende, hhv. skemasat for efterår 2022.
  • Business College Syd i Sønderborg indgår de velgennemførte AR-forløb fortsat på EUD Grundforløb og forventes at blive en fast del af arbejdet med CSR (Corporate Social Responsibility). På EUD Hovedforløb introduceres alle elever til AR i et fortsat samarbejde med Universe på Als. Yderligere har AR aktuelt fået sit indtog bredt i fagene, heriblandt som et formidlingsværktøj i Dansk-faget på HHX, hvor AR bl.a. støtter tilgængelighed til gamle danske folkeviser.
  • Syddansk Universitet fortsætter de nye brobygningsforløb for ungdomsuddannelserne med inddragelse af Cospaces som et værktøj. Modellen ROBOdidaktik indgår nu systematisk i undervisning på Læringsteknologi I og II, samt de nye forskningsartikler om bl.a. brugertest af apps. Endelig er SDUs forskere selv blevet inspireret af de nye undervisningsforløb, heriblandt om Metaverse.

Sammenlagt indgår de nye AR-aktiviteter og didaktikken i skolernes øvrige indsatser for digitalisering. Dermed er skolerne endnu bedre rustet til at fremme integration af ”emerging technologies”.

Som et ekstraordinært tiltag har SDU justeret beskrivelserne af kompetencemål for uddannelsen Spiludvikling og Læringsteknologi. Denne justering blev foretaget bl.a. på baggrund af erkendelser af, at de færdiguddannede kandidater for nuværende ikke kan tilkendes de fornødne formelle kvalifikationer, når de søger beskæftigelse som undervisere i Informatik o. lign. på en gymnasial uddannelse – selvom kandidaterne i realiteten har opnået de påkrævede teoretiske og praktiske kompetencer. Med denne justering håber SDU at kunne bidrage til at afhjælpe manglen på IT-undervisere især i udkantsområderne.

ROBOdidaktik i praksis

ROBOdidaktik indgår i intern kvalitetssikring og videreudvikling af undervisningsforløb med nye teknologier.

Videobeskrivelse fra underviser (2021):

AR på nye fagområder – 2022/2023

AR indgår nu også som et formidlingsværktøj i Dansk-faget på HHX i Sønderborg. Her letter teknologien eleverne i at opnå tilgængelighed til gamle danske folkeviser.