Teknologi

AR udvider den fysiske verden

Augmented Reality (AR) hører til genren MR ”mixed reality”. AR udmærker sig ved at styrke, visualisere og nuancere kommunikation i komplekse situationer eller modeller. Det kan fx handle om købsbeslutninger v.hj.a. virtuelt placerede varer i sit eget hjem eller på egen krop, om visualisering af ellers skjulte elementer i komplicerede industrielle forløb eller om indsigt i umiddelbart usynlige biologiske processer.

I Augmented Reality (= forstærket eller udvidet virkelighed) lægges ”et virtuelt lag henover den fysiske verden” som et ekstra element, og derigennem skabes en dybere og anderledes forståelse af det fysiske. Det virtuelle lag oven på den fysiske verden kan være i 2D grafik, 3D grafik, animationer, videoer m.v.

AR i undervisningen

Både Virtual Reality og Augmented Reality spås et stort potentiale indenfor undervisningen. Den ofte overraskende og intense virtuelle oplevelse hos eleven eller den studerende kan forbedre læringsoplevelsen i en engagerende læringskontekst.

Objekter kan skaleres så de bliver fysisk store eller små. Derigennem bliver det ellers utilgængelige nærværende, fx kan det blive muligt at se et molekyle reagere med et andet eller opleve mælkevejen fra et andet perspektiv. Det kan motivere elever til at udforske emner, som de ellers er afskåret fra umiddelbart at sanse og opleve på tæt hold. Oplevelser og konkrete erfaringer er netop centrale ingredienser i læreprocesser med en vekselvirkning mellem oplevelserne og observationer, refleksion, dannelse af abstrakte begreber, generaliseringer og test af nye idéer.

I den fysiske virkelighed interagerer vi med kendte omgivelser, mens den augmenterede version udvider den fysiske virkelighed. Blandingen mellem det fysiske og virtuelle miljø kan illustreres som et kontinuum (fig. Klopfer, 2008):

AR produktion

Selve produktion af AR er endnu ikke bundet op på standarder, men dog overkommelig via et stabilt og internationalt udbredt programmel (freeware).

I AR-produktion arbejdes typisk image-based (med ankerpunkter i den fysiske verden), position-based (fx Pokemon Go) eller markerless (fx 3D-objekter i verden). Formerne kan blandes sammen.

  • Den positionsbaserede AR tager udgangspunkt i hvor man befinder sig fysisk. Tekst, grafik, lyd, video, 3D-modeller præsenteres afhængigt af eksempelvis GPS-koordinater eller kompasmålinger.
  • Den billedbaserede form anvender kameraet på en smartphone eller en tablet til at aflæse en QR-kode eller en 2D-figur, hvilket resulterer i digitale data i 3D-simulationer oven på billedet.

Augmented og Virtual Reality er ved at blive mere almindeligt da man ikke længere behøver at bruge dyrt specialudstyr. Der kan nu udvikles simple såvel som avancerede apps i forskellige 3D-spiludviklingsværktøjer.

Virtual Reality

Augmented Reality er beslægtet med Virtual Reality, som er kendetegnet ved at være et fuldstændigt omsluttende virtuelt miljø, hvor brugeren modtager visuelle og auditive input gennem et særligt headset.

Disse virtuelle miljøer er afskåret fra visuelle input fra de fysiske omgivelser og kan sammenlignes med den fornemmelse man får, når man bliver omsluttet af vand og oplever verden fra et nyt perspektiv. Når brugeren er “immersed” i et virtuelt miljø, “forsvinder” mediet, sådan at brugeren “glemmer” at indtrykkene fra de virtuelle miljøer er medierede. Dette fænomen benævnes “immediacy”.